Den ukuelige strygekvartet

I dette nummeret av Kammertoner bringer vi første kapittel av Das still vergnügte Streichkvartett, av Bruno Aulich og Ernst Heimeran. Dette var alle kammermusikeres ”bibel” helt fra den kom ut første gang i 1936. Den danske kontorsjef, cand jur. Max Thræn Knudsen var ivrig kammermusiker, og i en årrekke formann for Lyngby kammermusikforening. Han oversatte i sin tid deler av boka til dansk, til glede for sine kammermusikkvenner. Boka forteller alt en amatørmusiker trenger å vite, på en lett og humoristisk måte, og gir samtidig et fyldig innblikk i passende repertoar.

FØRSTE KAPITTEL: DEN UKUELIGE STRYKEKVARTETT OPPSTÅR
Når man om aftenen henimod halvni på gaden møder en travl herre, som har violinkassen klemt under armen med den stumpe ende forrest, så kan man tage gift på, at det ikke er nogen professionel musiker – de er for længst på arbejde – men derimod én, der spiller for sin fornøjelse – en dilettant. Dilettanter er i og for sig ikke folk, som ikke kan noget, men derimod folk, som gør noget, de slet ikke er nødt til at gøre.

I alle håndbøger henvises der højtideligt til, at dilettanter ofte har været kendte musikere, og at betegnelsen siden det 19. århundrede med urette er kommet i vanry. Man bør derfor skelne mellem den ”dilettantiske” eller helt elendige dilettant og den ”udilettantiske dilettant, den såkaldte amatør.

Man ser, at blot det at kendetegne denne slags musicerende mennesker støder på uhyre vanskeligheder. Amatør – hvilket for færdeligt vidt begreb! Og man kan ikke en gang klare sig med selve udtrykket amatør. Øre, øre, øre plejer musiklærerne at sige, så snart timen er ved at slutte. Det vigtigste er at musicere, for dilettanterne er slet ikke musikere, men mennesker, der musicerer.

Sådanne mennesker optræder sjældent alene. Professionelle musikere stræber

efter at stå højt alene, amatørmusikere efter samvær. Det er let at forstå. For bortset fra klaverspilleren, som vi straks skal omtale nærmere, er den ensomme amatørmusiker en beklagelses-værdig fremtoning.

På eventyrbilleder ser man jo tit én, der fortryller mennesker og dyr med sin violin eller fløjte. Men det er jo også eventyrbilleder! For i almindelighed griber selv de nærmeste slægtninge fugten overfor den yngling, der spiller alene på violin. Derfor skaffer man ham så snart som muligt akkompagnement og vænner ham, omtrent før han har lært at stryge med buen hen over de løse strenge, til at følge grundsætningen: ”At være i forening med det gode er bedre end at være alene.” (Rückert: Brahmanernes visdom)

Kun klaveret kan undvære partneren. Godtgjort! Det bliver dog også påskønnet af folk, som aldrig spiller på det, men hver dag støver det af. For det er et massivt møbel, – står der på sine egne ben og hævder sin selvstændighed. Det har den fødte ungkarlenatur og bliver derfor med rette undgået af alle selskabeligt indstillede væsener. Kommer det så senere og gerne vil spille lidt med, – og dette øjeblik kommer! – bliver det modtaget med den yderste mistro. Man prøver foreløbig med det gode og spiller sonater. Der findes f. eks. såkaldte violinsonater, på hvilke selv mestre som Beethoven og Mozart har anvendt megen tid. Ved nærmere betragtningafslører de feste violinsonater sig som klaversonater. Det opdager man hurtigt ved, at klaveret aldrig holder mund, medens violinisten hele tiden må vente, til det bliver hans tur. Er det retfærdighed? Og selv, når han mener, at han har ordet, er han fuldstændig henvist til velviljen hos det instrument, som ganske vist bliver kaldt piano, men helst vil spille forte.

Derfor stræber violinstrygere med sarte strenge bort fra denne håbløse tvekamp hen mod trioen. Ved trio forstår man uden videre klavertrioen. Der er ganske vist andre trioer, men så må man udtrykkeligt sige til, f. eks. strygetrio og blæsertrio. Siger man kun trio, er der bestemt klaver med, og det er vel nok klaver for alle pengene! I trioen håber de forenede strygere – oftest violin og cello – ved et samtidigt fankeangreb at få klaveret i klemme. De fæhoveder! De må være glade, hvis de overhovedet kan høre sig selv, når de med deres sidste kræfter spiller unisont. Man må dog anbefale dem hellere at undgå at lade det komme til kraftprøver, og ved at tage pianisten med det gode lejlighedsvis formå ham til at holde sig tilbage. Så kan man i nogen tid suge honning af trioen som komposition. Man begynder med Gade og slutter med Dvorak, hvorved man altid tænker på ”Dumky-trioen”. Taler nogen om B-dur, mener han Schubert. Med opus 8 forstår man uden videre Brahms, – tænkes der på den af Pftzner må man sige det. Nogle synes, at Mozart er let, og Spohr lønnende. Violin og cello skylder dog Beethoven mest. En skønne dag opdager de nemlig i ”Gassenhauertrioen” den variation, hvor klaveret tier fuldstændigt stille. ”Piano-tacet” står der jo skrevet. Vore strygere finder dette meget behageligt og beslutter kun at spille sådanne trioer, i hvilke piano tacet. Desværre er der kun meget få sådanne stykker.

Dette er det øjeblik, da begge strygere fatter den skumle plan at danne en kvartet, altså en forening, hvori der bliver kæmpet med lige våben, hvor alle er lige (tror de da). I dette historiske øjeblik fytter cellisten til en anden by, og violinisten står alene tilbage. Skal han angerfuldt igen spille sonater? Brodden sidder for dybt i hans bryst, beslutningen om at danne en strygekvartet har besat ham, selv om udsigterne dertil er mere håbløse end nogensinde.

Hvorfor slutter han sig så ikke til en bestående kvartet, måske først som 2. violin? Det er let forklaret. For det første føler han sig som 1. violin, han har dog faktisk ikke spillet de mange sonater forgæves, og for det andet er verden på én gang tom for amatørmusikere. I hvert fald hans verden. For hvad hjælper det ham, at han, medens han vandrer rundt alene, her og der hører musik ud gennem vinduerne? Bitter bliver han stående lidt og lytter under et af dem, – siger til sig selv, at han ville gøre det meget bedre, og ville dog så gerne blive inviteret indenfor. For i hans bekendtskabskreds er der ikke en eneste, der spiller. Det er ligesom, når man pludselig skal bruge en stenografdame. Man ved teoretisk, at der er masser af dem, men i praksis kender man ingen.

Hvad gør man i denne situation? Man averterer. Man skriver efter grundig overvejelse,

at man for at danne en strygekvartet søger cellister, bratschister og 2. violiner. Man indrykker annoncen i nærheden af den, hvor damen i blå frakke bliver anmodet om et gensyn med henblik på nærmere bekendtskab, og hvor der står meddelser, som ”Felix! W.g.h.m. ii. l. a. O. d.d. F.h.!” Man skriver naturligvis under mærke, f. eks.  ”Beethoven”. Herpå reagerer talrige pianister og en mand, der forsikrer, at han i sin ungdom har medvirket i et skoleorkester. Mere sker der ikke. Samtidig lægger man med fortrydelse mærke til, at der samme sted ligeledes bliver søgt cellister, bratschister og andenvioliner. Bistert læser man det om andenviolinen, men endelig sejrer kærligheden til sagen, og man lægger billet ind. (Man svarer altså på en annonse som søker etter en annenfolin. red. anm.)

Således opstår en kvartet, når man er heldig. For dem, hvem dette forekommer for usandsynligt, oplyses herved til opmuntring, at udgiverne af denne bog på lignende måde fandt hinanden for årtier siden og der for er besjælet af ønsket om at meddele alle lidelses- og glædesfæller deres erfaringer.

Jorunn Dugstad

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s

Website Powered by WordPress.com.

opp ↑

%d bloggere liker dette: